(Et længere, lettere patetisk, indlæg, for at få skudt bloggen i gang).
I en kommentar til et tidligere indlæg henviste jeg til en artikel i det seneste nummer af British Journal of Dermatology, hvor en vis Sam Schuster (fra “Department of Dermatology, Norfolk and Norwich University Hospital”) argumenterer for, at Marx ikke, som man hidtil har troet, var plaget af bylder (jvf. f.eks. Francis Wheens meget roste Marx-biografi fra 1999). Ud fra studier af Marx’ korrespondance med Jenny Marx, Friedrich Engels og Ludwig Kugelman mener Schuster derimod at kunne konstatere, at Marx snarere led af Hidradenitis Suppurativa, en kronisk og efter alt at dømme ret ubehagelig hudsygdom.
Schuster afslutter sin artikel med et provokerende spørgsmål: Kunne det tænkes, at Marx’ filosofiske arbejde er påvirket, måske endog til en vis grad bestemt, af hans sygdom? Kunne det f.eks. tænkes, at Marx’ begreb om fremmedgørelse ikke udsprang af hans læsning af og opgør med Hegel, men derimod havde sin rod i den selvlede og utilfredshed med sin egen krop og fysik, som Marx’ hudproblemer efter alt at dømme medførte?
At filosofiske ideers opståen (i det mindste delvist) kan forklares ud fra og ved hjælp af et nøje kendskab til konkrete filosoffers livshistorie, de sociale og kulturelle betingelser hvorunder de levede og andre empiriske forhold er ikke nogen ny ide, og må vel tilkendes en vis plausibilitet. Filosoffer er ikke monader; selvberoende enheder der ikke påvirkes af noget som helst udefrakommende. Filosoffer er mennesker, og mennesker påvirkes og formes af deres omgivelser.
Mere problematisk er derimod tanken om, at hvis man kan forklare hvorfor en bestemt filosof er kommet på en bestemt idé, så har man dermed også forklaret ideens gyldighed – eller mangel på samme. Et eksempel på denne måde at argumentere på, kan man finde hos en af Nyhedsavisens bloggere, der, efter at have læst Schusters artikel, når frem til, at det ikke er “…svært at forstå at venstrefløjen fremstår aldeles psykisk syge når de kolporterer Marx’s komplekser og mentalt ustabile idéer og tabermentalitet fra “Das Kapital” lige ind i hjernen og lægger os andre for had, når vi afviser dem.”*
Argumentet her er forholdsvist enkelt: Hvis Marx’ hudsygdom virkeligt spillede en afgørende rolle for udviklingen Marx’ politiske og filosofiske teorier, så har disse idéer ikke noget større krav på gyldighed; de er jo blot et tilfældigt produkt af en stakkels forpint mands sygdomsinducerede fantasier.
Samme type argumentation er også blevet brugt til at forklare – og dermed bortforklare – andre filosoffers idéer. I Das Andere der Vernunft forsøger Hartmut og Gernot Böhme således (på god (pseudo-)Freudiansk vis), at forklare Kants filosofiske udvikling ud fra dels hans opvækst i et stærkt pietistisk hjem, og dels hans (efter alt at dømme) tætte forhold til sin mor. Førstnævnte strategi – at henvise til Kants pietistiske baggrund som en forklaring på hans filosofiske idéer – anvendes også af Alasdair MacIntyre i hans berømte (og blandt os kantianere berygtede) diskussion af Kants moralfilosofi i After Virtue. Og på en konference forrige år på Center for Subjektivitetsforskning (Subjectivity, Intersubjectivity, Objectivity) gav Louis Sass et glimrende eksempel på netop denne måde at gå til filosofien og filosofiske ideer på. Ved at sammenligne den psykisk ustabile østrigske forfatter og (måske) filosof Otto Weiningers skrifter med (en tegneserieversion af)** den tyske idealismes ideer og tanker, mente Sass at kunne spore så store sammenfald, at hvis Weininger var psykisk syg, så måtte det samme siges om store dele af den tyske filosofi. Som Sass udtrykte det, så havde han flere gange under sin læsning af Weininger grebet sig selv i at spørge “Is this madness or is it German Idealism?”
Med begreber lånt fra videnskabsteorien kan man sige, at problemet med denne tilgang til filosofiske idéer og spørgsmål er, at den sammenblander context of discovery (de involveredes filosoffers eventuelle psykologiske tilstand) og context of justification (de begrundelser der kan eller ikke kan gives for en given filosofisk idé). Man tror, at hvis man kan give en (psykologisk eller biografisk) forklaring på, at en given filosof udviklede en given idé, så har man dermed også sagt alt, hvad der er at sige om idéens gyldighed.
Men det er (selvfølgeligt) ikke rigtigt. Selv hvis man viste, at samtlige de store tyske idealistiske tænkere (Kant, Fichte, Schelling, Hegel) vitterligt havde alvorlige psykologiske problemer, og derudover kunne bevise at disse problemer i væsentligt omfang influerede deres måde at filosofere på, så ville man dermed endnu ikke have afgjort spørgsmålet om, hvorvidt den tyske idealismes idéer og idealer er gyldige eller værd at beskæftige sig seriøst med. Dette kan kun vises ved – ja, ved at beskæftige sig seriøst med den tyske idealisme.
At ville forklare en filosofisk teoris eller idés gyldighed med henvisning til dens ophavsmands psykologiske sindstilstand bliver som oftest (hvilket alle de ovennævnte eksempler illustrerer) en undskyldning for ikke at beskæftige sig seriøst med teoriens eller idéens indhold; dens substans. Fordi man på forhånd har afgjort teoriens værdi og gyldighed ved at betragte den som (og dermed reducere den til) en tilfældig effekt af mere eller mindre arbitrære og kontingente psykologiske og/eller fysiologiske processer, så behøver man ikke gå i dybden med den eller for alvor forsøge at forstå, hvad den implicerer. Man kan i stedet nøjes med en overfladisk og forsimplet forståelse af teorien, som (selvfølgelig) bekræfter ens oprindelige negative vurdering af dens relevans og værdi.
Og her burde der så være en velformuleret konklusion, som præcist opsummerede hele den foregående argumentation med et humoristisk twist som satte hele problemstillingen i et nyt og klarere lys. På den anden side, så kan man også bare nøjes med at konstatere, at det ovenstående vel rummer en udmærket begrundelse for at have noget sådant som en Idealismekreds. Nogen må da for pokker gøre et seriøst forsøge på at finde ud af, hvad Hegel, Fichte, Schelling og alle de andre egentlig mente. Ellers ender vi med Louis Sass og forestillingen om, at der nok, i bund og grund, ikke er den store forskel på galskab og idealisme – og det kan filosofien ikke være tjent med.
———————-
* Tak til Jon Boiesen for at have gjort mig opmærksom på både Schusters artikel og Nyhedsavisbloggerens udlægning af samme.
** Eller Coplestons version af den tyske idealisme i det mindste. Sass’ fremstilling og forståelse af den tyske idealismes projekt og idéer var (indrømmede han selv) næsten ordret hentet fra bind VII af A History of Philosophy.
Loading ...