Archive for the ‘Diskussion’ Category.

Centralkomitéen foreslår…

Gode Idealister

Kredsens Centralkomité er, på vanlig indspist, formynderisk og diktatorisk facon, nået til enighed om, at det er til Kredsens bedste, at fortsætte det tætte studie af Hegels skrifter. “Kilder Der Mener at Vide Hvad der Foregår” har derfor ladet sive, at Centralkomitéen foreslår/dekreterer, at efterårets program bliver en læsning af Retsfilosofien.

Argumentet for dette valg er dels, at læsning af Retsfilosofien hører med til den almindelige filosofiske dannelsesproces, og dels at det vil give nytilkomne en mulighed for at hoppe med på Hegel-vognen, da Retsfilosofien jo (alt andet lige) må siges at høre til Hegels mere populære og læsevenlige værker. Et nærmere program for læsningen forventes udarbejdet og udsendt medio august.

Eventuelle modforslag, indvendinger, klager, protester og andre Kredsundergravende aktiviteter vil som sædvanligt blive summarisk og systematisk ignoreret, men skulle man alligevel have lyst til at kommentere på Centralkomitéens beslutning, kan man gøre det på Kredsens blog. Man kan desuden give sin mening til kende ved at afgive sin stemme på den til bloggen hørende afstemningsfunktion (ude til højre).

Grüss Gott!

Næste semesters program – forslag

Hidtil er Idealismekredsens blog fortrinsvist blevet brugt til at informere om Kredsens møder og til at gøre opmærksom på forskellige idealismerelevante arrangementer og call for papers. Men en af fordelene ved en blog er, at den giver mulighed for diskussion og debat.

Generalsekretariatet har derfor besluttet at lægge de indtil nu fremkomne forslag til, hvad Kredsen skal beskæftige sig med det næste semester, på bloggen, så Kredsens medlemmer har mulighed for at kommentere og diskutere dem og eventuelt komme med helt nye forslag

Det eneste forslag, der foreløbig er indkommet fra Kredsens deltagere, er fra Jon Boiesen, der har foreslået, at vi læser Spinoza. Begrundelsen er, at Spinoza er en skikkelse, der igen og igen stikker hovedet frem i den tyske idealisme, og som vi er stødt på flere gange i vores læsning.

Generalsekretærens sekretær har også gået og spekuleret lidt over, hvad der kunne være godt at læse. Skønt han selv er ret lun på Spinoza, så har han samtidigt overvejet, om man måske skulle gå tilbage til rødderne, dvs. til den klassiske tyske idealisme. F.eks. kunne Kredsen kaste sig over nogle af de store Ånders lidt mindre (og kortere) tekster; tekster som der ofte henvises til, men som man ikke altid lige har fået læst.

På baggrund af disse to forslag har Generalsekretærens sekretær udarbejdet et par forslag til, hvorledes efterårets program evt. kunne se ud.

For at se et par udkast til et Spinoza-program, klik her (Word-fil).

For at se et par udkast til et program, hvor der læses kortere idealisme-tekster, klik her (Word-fil).

Hvorledes stiller Kredsens medlemmer sig til disse forslag? Hvem er for, og hvem er imod – og hvorfor? Er der andre forslag? Hvilke? Hvorfor?

Giv jeres mening til kende her på bloggen ved at kommentere nedenfor. (Og for at tilføje et uformelt konkurrenceaspekt til hele diskussionen, så kan man afgive en stemme ude til højre). Når tidens fylde er inde vil Generalsekretariatet tage alle kommentarer og forslag i betragtning og derefter træffe en retfærdig beslutning.

Grüss Gott – og god diskussionslyst.