“Is this madness or is it German Idealism?”
(Et længere, lettere patetisk, indlæg, for at få skudt bloggen i gang).
I en kommentar til et tidligere indlæg henviste jeg til en artikel i det seneste nummer af British Journal of Dermatology, hvor en vis Sam Schuster (fra “Department of Dermatology, Norfolk and Norwich University Hospital”) argumenterer for, at Marx ikke, som man hidtil har troet, var plaget af bylder (jvf. f.eks. Francis Wheens meget roste Marx-biografi fra 1999). Ud fra studier af Marx’ korrespondance med Jenny Marx, Friedrich Engels og Ludwig Kugelman mener Schuster derimod at kunne konstatere, at Marx snarere led af Hidradenitis Suppurativa, en kronisk og efter alt at dømme ret ubehagelig hudsygdom.
Schuster afslutter sin artikel med et provokerende spørgsmål: Kunne det tænkes, at Marx’ filosofiske arbejde er påvirket, måske endog til en vis grad bestemt, af hans sygdom? Kunne det f.eks. tænkes, at Marx’ begreb om fremmedgørelse ikke udsprang af hans læsning af og opgør med Hegel, men derimod havde sin rod i den selvlede og utilfredshed med sin egen krop og fysik, som Marx’ hudproblemer efter alt at dømme medførte?
At filosofiske ideers opståen (i det mindste delvist) kan forklares ud fra og ved hjælp af et nøje kendskab til konkrete filosoffers livshistorie, de sociale og kulturelle betingelser hvorunder de levede og andre empiriske forhold er ikke nogen ny ide, og må vel tilkendes en vis plausibilitet. Filosoffer er ikke monader; selvberoende enheder der ikke påvirkes af noget som helst udefrakommende. Filosoffer er mennesker, og mennesker påvirkes og formes af deres omgivelser.
Mere problematisk er derimod tanken om, at hvis man kan forklare hvorfor en bestemt filosof er kommet på en bestemt idé, så har man dermed også forklaret ideens gyldighed – eller mangel på samme. Et eksempel på denne måde at argumentere på, kan man finde hos en af Nyhedsavisens bloggere, der, efter at have læst Schusters artikel, når frem til, at det ikke er “…svært at forstå at venstrefløjen fremstår aldeles psykisk syge når de kolporterer Marx’s komplekser og mentalt ustabile idéer og tabermentalitet fra “Das Kapital” lige ind i hjernen og lægger os andre for had, når vi afviser dem.”*
Argumentet her er forholdsvist enkelt: Hvis Marx’ hudsygdom virkeligt spillede en afgørende rolle for udviklingen Marx’ politiske og filosofiske teorier, så har disse idéer ikke noget større krav på gyldighed; de er jo blot et tilfældigt produkt af en stakkels forpint mands sygdomsinducerede fantasier.
Samme type argumentation er også blevet brugt til at forklare – og dermed bortforklare – andre filosoffers idéer. I Das Andere der Vernunft forsøger Hartmut og Gernot Böhme således (på god (pseudo-)Freudiansk vis), at forklare Kants filosofiske udvikling ud fra dels hans opvækst i et stærkt pietistisk hjem, og dels hans (efter alt at dømme) tætte forhold til sin mor. Førstnævnte strategi – at henvise til Kants pietistiske baggrund som en forklaring på hans filosofiske idéer – anvendes også af Alasdair MacIntyre i hans berømte (og blandt os kantianere berygtede) diskussion af Kants moralfilosofi i After Virtue. Og på en konference forrige år på Center for Subjektivitetsforskning (Subjectivity, Intersubjectivity, Objectivity) gav Louis Sass et glimrende eksempel på netop denne måde at gå til filosofien og filosofiske ideer på. Ved at sammenligne den psykisk ustabile østrigske forfatter og (måske) filosof Otto Weiningers skrifter med (en tegneserieversion af)** den tyske idealismes ideer og tanker, mente Sass at kunne spore så store sammenfald, at hvis Weininger var psykisk syg, så måtte det samme siges om store dele af den tyske filosofi. Som Sass udtrykte det, så havde han flere gange under sin læsning af Weininger grebet sig selv i at spørge “Is this madness or is it German Idealism?”
Med begreber lånt fra videnskabsteorien kan man sige, at problemet med denne tilgang til filosofiske idéer og spørgsmål er, at den sammenblander context of discovery (de involveredes filosoffers eventuelle psykologiske tilstand) og context of justification (de begrundelser der kan eller ikke kan gives for en given filosofisk idé). Man tror, at hvis man kan give en (psykologisk eller biografisk) forklaring på, at en given filosof udviklede en given idé, så har man dermed også sagt alt, hvad der er at sige om idéens gyldighed.
Men det er (selvfølgeligt) ikke rigtigt. Selv hvis man viste, at samtlige de store tyske idealistiske tænkere (Kant, Fichte, Schelling, Hegel) vitterligt havde alvorlige psykologiske problemer, og derudover kunne bevise at disse problemer i væsentligt omfang influerede deres måde at filosofere på, så ville man dermed endnu ikke have afgjort spørgsmålet om, hvorvidt den tyske idealismes idéer og idealer er gyldige eller værd at beskæftige sig seriøst med. Dette kan kun vises ved – ja, ved at beskæftige sig seriøst med den tyske idealisme.
At ville forklare en filosofisk teoris eller idés gyldighed med henvisning til dens ophavsmands psykologiske sindstilstand bliver som oftest (hvilket alle de ovennævnte eksempler illustrerer) en undskyldning for ikke at beskæftige sig seriøst med teoriens eller idéens indhold; dens substans. Fordi man på forhånd har afgjort teoriens værdi og gyldighed ved at betragte den som (og dermed reducere den til) en tilfældig effekt af mere eller mindre arbitrære og kontingente psykologiske og/eller fysiologiske processer, så behøver man ikke gå i dybden med den eller for alvor forsøge at forstå, hvad den implicerer. Man kan i stedet nøjes med en overfladisk og forsimplet forståelse af teorien, som (selvfølgelig) bekræfter ens oprindelige negative vurdering af dens relevans og værdi.
Og her burde der så være en velformuleret konklusion, som præcist opsummerede hele den foregående argumentation med et humoristisk twist som satte hele problemstillingen i et nyt og klarere lys. På den anden side, så kan man også bare nøjes med at konstatere, at det ovenstående vel rummer en udmærket begrundelse for at have noget sådant som en Idealismekreds. Nogen må da for pokker gøre et seriøst forsøge på at finde ud af, hvad Hegel, Fichte, Schelling og alle de andre egentlig mente. Ellers ender vi med Louis Sass og forestillingen om, at der nok, i bund og grund, ikke er den store forskel på galskab og idealisme – og det kan filosofien ikke være tjent med.
———————-
* Tak til Jon Boiesen for at have gjort mig opmærksom på både Schusters artikel og Nyhedsavisbloggerens udlægning af samme.
** Eller Coplestons version af den tyske idealisme i det mindste. Sass’ fremstilling og forståelse af den tyske idealismes projekt og idéer var (indrømmede han selv) næsten ordret hentet fra bind VII af A History of Philosophy.
Loading ...
Jon:
Interessant nok er det jo en tendens i den efter-idealistiske filosofi at henvise til netop sygdomme og fysiske derformiteter, som forklaring på og/eller konsekvens af, filosofiske positioner. Berømt er Nietzsches diskussioner af slavemoralens sygdomsfremkaldende effekter, og diskussionerne om hvorvidt hans overmennesketeorier kan ses som forløbere for det 20. århundredes eugenitik. Den gode Marx holdt sig heller ikke tilbage i sine polemiske udfald mod sine modstandere, hvor han henviste til deres negroide hovedform o. lign.
Man kan måske sige, at vi har at gøre med en særlig materialistisk betragningsmåde, hvor man – man fristes til at sige ‘naturligvis’ – må forklares ud fra kroppen og ikke fra æteriske substanser som ‘ånden’. Man kan således sige at Marx i nogen grad, om man så må sige, får igen med sin egen medicin. Dog kun i nogen grad, da Shusters materialisme er af den art, Marx selv tordnede mod hos de øvrige venstrehegelianere – nemlig den vulgære materialisme, der søger at finde forklarer på ‘åndelige’ fænomener – specielt religionen – i menneskets ‘væsen’. Marx’ eget svar til Shuster vil følgelig være, at han overser den de sociale og økonomiske forhold hans sygdom indgår i – at hans sygdoms egentlige årsager skal søges i hans altid skrantende og elendige økonomi. Vejen til ophævelsen af Marx’ egen fremmedgørelse går derfor – alligevel – gennem klassekampen.
Det er forresten interessant at bemærke, hvordan denne form for vulgærmaterialisme i dén grad er på fremmarch i disse år, fx. hos de amerikanske neo-ateistister, hvor især Daniel Dennett slår mig som nærmest en gentagelse af Feuerbach – og herhjemme med Lone Frank og Nørmark & Andressen, der jo netop forsøger at finde frem til “Det virkelige menneske” – ellers ‘menneskets væsen’ som det hed i gamle dage.
Det helt store tilbagefald finder vi dog hos Nyhedsavisens blogger Jacques d’Biann, der argumenterer for en nærmest larmarck form for idealisme, når han konstaterer: “Ikke svært at forstå at venstrefløjen fremstår aldeles psykisk syge når de kolporterer Marx’s komplekser og mentalt ustabile idéer og tabermentalitet fra “Das Kapital” lige ind i hjernen og lægger os andre for had, når vi afviser dem.” Og at “iøvrigt handler denne tråd ikke om Marx’s teorier. Den handler om den den voldsomme psykologisk selvudslettende instabilitet han var underlagt og den dybt bekymrende, nedarvede psykologiske effekt den har på de millioner af mennesker der har denne gale mand og hans værk som profet og religion.”
29 januar 2008, 8:27 pmfiloffen:
Du gør, synes jeg, Schuster en del værre end han fremstår i artiklen. Hans primære formål her er jo “blot” at præsentere en bedre og mere tilfredsstillende diagnose af Marx’ hudproblemer. Det er kun i artiklens allersidste sætninger, og her kun i form af et provokerende spørgsmål, at Schuster direkte forsøger at sammenkoble Marx’ filosofiske teori og hans sygdomshistorie. Der er den kære Nyhedsavisblogger langt mere direkte og usofistikeret.
Men ellers er jeg nok, i det store og hele, enig.
29 januar 2008, 8:33 pmJon:
Jo, må også sige at jeg var noget skuffet over at læse Shusters artikel – det er vist næsten det journalister kalder at researche en god historie ihjel… Det ser ellers godt ud i The Times (http://www.timesonline.co.uk/tol/life_and_style/health/article2773914.ece):
“Disease made Karl Marx boil with anger”, erfarer vi således i overskriften. Og det skal siges at Shuster længere nede citeres for: “In addition to reducing his ability to work, which contributed to his depressing poverty, hidradenitis greatly reduced his self-esteem. This explains his self-loathing and alienation, a response reflected by the alienation Marx developed in his writing.” Han suppleres af Nina Goad fra the British Association of Dermatologists, der siger: “It is fascinating to discover that such an influential figure suffered from [hidradenitis], especially considering how it might have affected his work.”
29 januar 2008, 8:46 pmLars Andreassen:
En lille (længere) kommentar til Jons brug af ordet ”essens” i forbindelse med den i forbifarten nævnte bog Det virkelige menneske. På trods af bogens titel er det ikke menneskets essens, Dennis og jeg er på jagt efter. Derimod har vi forsøgt at tegne konturerne (nogle forholdsvis kraftige konturer ganske vist) af mennesket som art og give et bud på de eksistentielle implikationer sådanne erkendelser måtte have. Vi skriver allerede i indledningen (side 18) at bogen ikke indeholder en samlet forklaring på hvad et menneske er.
Bogen er et stykke formidling – en af grundene til at titlen blev som den blev – vi vil gerne have læsere, der er ikke megen sjov ved at formidle for ingen. Vi understreger, at der er tale om et videnskabsbaseret menneskesyn og ikke et videnskabeligt menneskesyn; at bogen er et bud på en ny rammefortælling for menneskelivet (side 19). Og dermed i opposition til f.eks. religiøse rammefortællinger eller ”rene” diskursbaserede eller ”rene” relativistiske menneskesyn. Jeg forstår ikke, hvad det er, der er så slemt ved materialismen – altså hvor kommer ånden fra, hvis ikke den er en del af naturhistorien (evolutionen), jf. bogens undertitel – sjælens og kulturens naturhistorie. Det er meget lettere, mener jeg, at forstå, hvordan diskurser virker og påvirker os, hvis vi kender til nogle af det kognitive apparats funktioner.
Det, der imidlertid undrer mig allermest, er, at forestillingen om, at biologi og essens er uløseligt forbundet, stadig hænger ved. Noget af det vigtigste, man kan lære af biologien, er efter min mening, at der ikke rigtig er noget, der er færdigt. Biologien er videnskaben om naturens gang; la marche de la nature, som den forkætrede evolutionsteoretiker Jean-Baptiste de Lamarck (1744-1829) benævnede disciplinen. Eller som biologen François Jacob (1920, nobelpris med Jeaques Monod 1965) skrev: tiden er en af biologiens vigtigste faktorer.
Et af nøgleordene i darwinismen er tilpasning. Vi mennesker er udstyret med en fantastisk forestillingsevne, men det betyder ikke, at ånden er fuldstændig fri. Den er heller ikke låst – for så ville vi ikke kunne tilpasse os. Hjernen er en plastisk størrelse, men udviklingen og funktionen af den er defineret af generne. Og i de ca. 700 millioner år, der er gået siden den første nervecelle begyndte at vibrere, har disse, og senere altså hjernerne, udviklet sig i det omfang, de har kunnet gavne deres værter. Derfor er der tale om stabile forbindelser mellem vore kognitive apparater (bredt forstået) og verden.
Jeg kan ikke få øje på det vulgære. Men jeg vil da anbefale Det virkelige menneske, det er en spændende bog
. Bedste hilsner
6 maj 2008, 10:52 pmfiloffen:
Hej Lars
Både Jon og jeg skal anmelde Det Virkelige Menneske og vi er begge i fuld gang med læsningen
Venlig hilsen
6 maj 2008, 11:32 pmCarsten
Jon:
Kære Lars
Jeg takker for din kommentar, og undskylde det sene svar.
Jeg må desværre sige, at jeg har læst tilstrækkelig af “Det virkelige menneske”, og jeg kan ikke give dig ret: Det er ikke en god bog! Eller mere præcist: Hvad der er godt i den, er ikke nyt, og hvad der er nyt i den, er ikke godt.
I giver i lange stræk en glimrende fremstilling af forskningsresultater fra genetikken, neurovidenskaben, mv. Well and good. Desværre ofte fremstillet i en tone af “Uha, her er noget farlig viden, som man ikke har man ikke har måttet sige!” – for humanisterne, de venstreorienterede, relativisterne, mv. En forestilling der ikke har noget på sig, hvis man ser på de faktisk forhold – nemlig på, hvilke typer forskning, der for alvor scorer forskningsmidler.
At bogen emmer af essentialisme, turde et eksempel være tilstrækkeligt til at vise, nemlig afsnittet om “Den kreative arbejdsdeling” (s. 343-350). I forsøger heri at forklare, hvorfor der er flere ‘kreative’ mænd end kvinder, hvor kreativitet er defineret som det at skrive bøger, male, komponere musik, mv. Forholdet er, som I beskriver det, at “Mænd afsender tegn, kvinder modtager dem.” (s. 344) Dette forklares meget belejligt med at “noget kunne tyde på, at kvinderhjerner er bedre modtagerhjerner end mandehjerner” (s. 345). Hvis ikke det er essentialisme, er vi uenige om, hvad ordet betyder.
Hvordan underbygger I jeres konklusion? Ved at henvise til hvor få kvinders værker, der er ustillet på Tate Gallery, hvor (forholdvis) få bøger, der er skrevet af kvinder, hvor få kvindelige jazzmusikere der findes, og gudhjælpemig ved at henvise til, hvor få kvinders værker der er på kulturkanonen.
At jeres teori støder på åbenlyse problemer, når I skal forklare, hvorfor der er flere kvinder end mænd på universiteterne, kan I dog klare med en rask lille hjælpehypotese:
“Skønt kvinder efterhånden er trængt ind på universiteterne [jeg skal undlade at lave en længere analyse af jeres valg af metafor, men det er da interessant, at I beskriver det, at kvinderne kommer på universitetet, som at de 'trænger ind' - på noget der åbenbart er mandens domæne?] – og endda på flere fakulteter er ved at overhale mændene – er der alligevel træk ved deres valg af studie, der afslører, at deres hjerner stadig er ultimative modtagemaskiner. Hvor mænd dominerer i naturvidenskabelige fag, hvor kravet er, at man skal teste og eksperimentere med nye idéer, så dominerer kvinder i fag, hvor de først og fremmest skal læse og forstå værker, som andre – primært mænd – har skrevet. Kvinder dominerer i de kunsthistoriske og sproglige fag, hvor de analyserer de kreative mænds produktion. Kreative mænd, der ofte arbejder uden for de akademiske cirkler med deres kreative produktion.” (s. 345)
En ting er jeres primitive og forsimplede fremstilling af humaniora, som noget der ikke kræver kreativitet – hvad værre er, er at jeres påstand simpelthen er falsk. Også på de samfundsvidenskabelige fag (dem I med en fejlagtig oversættelse kalder socialvidenskabene) dominerer kvinderne efterhånden, for ikke at snakke om medicin. Det er rigtigt, at der stadig er lommer af mandlig dominans på enkelte naturvidenskabelige studier som fysik, datalogi og matematik – men jeres yndlingsnaturvidenskab, biologien, har længe været domineret af kvinder. Dette viser, at jeres udsagn langt fra besidder den ‘videnskabelighed’ I hævder det har – der er ganske simpelt tale om fordomme.
Et lidt mere lødigt forsøg på dokumentation leverer I dog – nemlig Simon Baron-Cohens teori om, at mænd skulle være udstyret med ’systemhjerner’, mens kvinder skulle være udstyret med ‘empatihjerner’. Dette kan ifølge jer forklare “at drengebørn fra en helt tidlig alder [er] dybt fascineret [skulle have været 'fascinerede'] af biler, knapper og ting, der blinker og bipper. De færreste forældre har vel i virkeligheden instrueret deres 2-årige dreng i, hvad der drengelegetøj, det finder de selv ud af. Længe før at de kommer i vuggestue, og længe før de ser reklamer på tv.” (s. 346)
Hvad I bygger denne konklusion på, er svært at sige. Men sikkert er det at I – enten af uvidenhed eller ond vilje – vælger at ignorere forskning, der går imod jeres hypotese, såsom Seavey, Katz og Zalks klassiker “Baby X: The effect of gender labels on adult responses to infants”(Sex Role, 1975, 1, s. 103-109), der viste at der netop var stor forskel på, hvordan voksne opførte sig overfor en baby, afhængigt af om de troede det var en dreng eller en pige, de havde med at gøre.
Men problemet skal nok findes et helt andet sted i jeres argumentation, nemlig i jeres indledende ’selvfølgeligheder’. I skriver:
“Der er ingen tvivl om, at kulturgrupper har holdt kvinder nede og aktivt forsøgt at udelukke dem fra eksempelvis at udgive bøger. Derfor er det ikke så mærkeligt, at kvinder ikke har det store kulturelle output, når de har været mere eller mindre udelukkede fra uddannelse og offentligt liv.” (s. 343-4) Well and good – så langt er vi enige. Og jvf. ovenstående om kvindernes ‘indtrængen’ på universiteterne, så har vi endnu til gode at se, hvad resultaterne af kvindefrigørelsen vil blive – vi taler immmervæk om en udvikling, der ikke har meget mere end 40-50 år på bagen. Men I fortsætter:
“Alligevel er der noget utilfredsstillende ved forklaringen om, at det hele blot skyldes kultur. For hvad mener man med det? Kulturgrupper er forskellige, så hvordan kan de alle sammen være nået til den samme konklusion: at kvinder ikke må være kreative fornyere, skal holdes derhjemme og overlade ansvaret for kulturens udvikling til mænden. Vi mener, at verdens kulturer har nået denne konklusion, fordi der naturligvis er noget biologisk på spil.” (s. 344)
Tricket ligger selvfølgelig i påstanden om, at alle kulturgrupper er noget til ’samme’ konklusion. Det er de – og det er de ikke. Det er kokret, at langt de fleste kulturer, vi kender til, har været kvindeundertrykkende – omend vi vel lever i en, hvor vi arbejder på at opnå ligestilling mellem kønnene – men det er ikke det samme, som at det er den samme kvindeundertrykkelse, der har været på spil. Men at afgøre hvorvidt der er tale om den samme form for kvindeundertrykkelse, eller forskellige former, kræver KONKRETE OG DETALJEREDE studier af kønsrollemønstrene i forskellige kulturer – og ikke blot fejende generalisering som dem, I giver jer af med.
Og det er her jeg mener at Marx’s ‘vulgærmaterialisme’ passer ganske godt på jeres bog. I stedet for at gøre det hårde arbejde med at komme med konkrete forklaringer på komplekse fænomener som kønsrollemønstre, kommer I med fejende ‘grant theories’, som man ‘naturligvis’ må acceptere. Catchet i dette ‘naturligvis’ ligger i det alternativ I opstiller: Enten er man venstreorienteret, humanistisk relevist – eller også må man ‘naturligvis’ acceptere jeres forklaring. Det er det samme catch 22 du benytter dig af, når du skriver: “Jeg forstår ikke, hvad det er, der er så slemt ved materialismen – altså hvor kommer ånden fra, hvis ikke den er en del af naturhistorien (evolutionen), jf. bogens undertitel – sjælens og kulturens naturhistorie.”
Der er efter min mening intet galt i materialismen – jeg betragter mig selv som materialist – men det får mig ikke til mene, at I har skrevet en god bog, jvf. ovenstående. Og det er da heldigvis heller ikke et valg, man behøver at accepterre – om end jeg godt kan se, at det er retorisk smart af jer, at opstille det sådan.
“Det, der imidlertid undrer mig allermest, er, at forestillingen om, at biologi og essens er uløseligt forbundet, stadig hænger ved.”, skriver du. Jeg kan ikke erklære mig mere enig – og undrer mig blot over, at I har skrevet en bog, der argumenterer for det modsatte.
7 juli 2008, 6:05 pmJon:
Og lige en enkelt ting mere, der er ganske relevant i dette forum: Det er simpelthen for tyndt, når I i afsnittet “Filosofiens elendighed” (s. 28-33) afviser ‘filosofien’ ved at henvise til et enkelt sted i “De europæiske idéers historie”, et enkelt citat af Roland Barthes, en enkelt henvisning til Rorty, samt en ikke nærmere angivet henvisning til Derrida.
I indrømmer dog at “Naturligvis skal Barthes, Derridas og Rortys proklameringer begribes i en større sprogteoretisk sammenhæng. De er begavede mennesker, ikke rene galninge.” (s. 31) I gør jer dog ingen anstregelser for at begribe denne større sammenhæng.
Hvad værre er, at I tilsyneladende heller ikke har gjort jer større anstrengelser for at sætte jer ind i det, I kritiserer – nemlig filosofien. I skriver: “Det er toppen af poppen. der taler, der er ikke tale om ekstreme outsidere.” (ibid.)
Sådan et udsagn kan man vist kun komme med, hvis man intet ved om vores dages filosofi. Først og fremmest er det selvfølgelig problematisk – som I gør – at gøre ‘filosofien’ til en essens, der ‘mener’ noget. ‘Filosofien’ findes ikke. Hvad der derimod findes, er en lang række filosoffer og filosofiske skoler, der mener vidt forskellige ting, og er rygende uenige.
Men ser man rent kvantitativt på det, så er det simpelthen forkert, at Barthes, Rorty og Derrida betragtes som “toppen af poppen” – tværtimod betragtes de netop i mange filosofiske miljøer som outsidere.
Det dominererede filosofiske tendens i dag er tværtimod – naturlisme og materialisme, af en art der minder om det I bedriver (dog oftest mere velargumenteret). At I hævder det modsatte, viser at I ganske simpelt ikke har gjort jer den anstrengelse at sætte jer ind i det, I kritiserer. Og det er ganske uvidenskabeligt gjort.
7 juli 2008, 6:27 pm